Skip to the content

FÅRUP - EN PRISVINDENDE FORLYSTELSESPARK

Når du og din familie besøger Fårup Sommerland, er I ikke kun tæt på den mest autentiske, typisk danske og nordjyske natur. I er også sikre på at få prisvindende kvalitetsoplevelser for hele familien. Fårup Sommerland blev i 2021 kåret til Europas bedste forlystelsespark for parker under 1,5 millioner gæster af Park World Excellence Awards. Park World Excellence Awards er en førende ordning for anerkendelse af en række af de bedste attraktioner på tværs af Europa, Mellemøsten og Afrika (EMEA).

 

IGEN OG IGEN BLANDT TOP 3

Flere år i træk har Fårup Sommerland været på Top 3 over alle forlystelsesparker i Europa. Denne pris tildeles af det internationale anerkendte tidsskrift ”The Kirmes & Park Revue, der bl.a. har fokus på iværksætteri og innovation. Vi er i Fårup Sommerland utroligt stolte af, at juryen har givet os prisen igen og igen. Vi bestræber os hele tiden på at skabe de optimale rammer for alle vores gæster, så gode oplevelser kan blive skabt sammen. Vi udvider med jævne mellemrum parken med sjove forlystelser, som skaber glæde hos både vores fartglade gæster og de gæster, der er til mere rolige aktiviteter. 

 

 

FOR FARTDJÆVLE OG VANDHUNDE

I Fårup finder du Aquaparken, der er blevet fremhævet i Top 3 kåringerne. Her kan du boltre dig med hele familien, og vandlandet byder på et hav af sjove aktiviteter. Er der en fartdjævel gemt i dig, må du ikke gå glip af Vandkanonen, som er kåret til den femtebedste i Europa. Vandkanonen er den første af sin slags i verden med et frit fald og to loops. Familiens fartdjævle vil også blive glade for Fårups Sommerlands nye rutsjebane, Fønix. Den er 40 meter høj, 905 meter lang og topfarten er på hele 95 kilometer i timen. Fønix er Danmarks største og hurtigste rutsjebane nogensinde og samtidig også Fårup Sommerlands dyreste investering på tæt på 100 millioner kroner. Når du besøger Fårup Sommerland, så prøv også Saven, der blev kåret som den bedste nye rutsjebane i Europa i 2020. Saven er 24 meter høj, og du kan glæde dig til en vild tur, både forlæns og baglæns. Trods vildskab er Saven en forlystelse for hele familien, da den kan prøves af fartglade gæster helt ned til 95 cm.

BAG PRISERNE ER DYGTIGE MEDARBEJDERE

Fårup Sommerlands havde ikke vundet de mange priser uden vores medarbejdere og den enestående holdindsats, de yder. Vi uddanner og træner konstant vores personale, så de kan give vores gæster en god oplevelse, når de besøger parken – og vi kan se, at det virker! Fårup Sommerlands gæsteservice er blevet anerkendt på et internationalt plan, og vi fik også en pris for at levere verdens 3. bedste service i vores branche i 2015. Det er en pris, der forpligter, og vi bestræber os altid på at gøre det lige en tand bedre for dig som gæst.

HOTELLET MED SKOVSTEMNING

En anden grund, til at juryen har placeret Fårup på Top 3 blandt Europas forlystelsesparker, er det hyggelige Hotel Fårup, der ligger midt i parken. Oplev selv skovstemningen på tætteste hold ved at overnatte på det 4-stjernede familiehotel.

Udover at vågne op i skoven med udsigt over den smukke skovsø er der flere fordele ved at bo i parken. Du har nemlig mulighed for at prøve flere forlystelser, inden parken åbner – og hvem har ikke altid ønsket sig en hel forlystelsespark for sig selv? I Fårup Sommerland er det ikke kun på film, at den slags sker.

PRIS SOM NORDENS BEDSTE SOMMERLAND

Det er ikke kun på europæisk plan, at vi har fået skulderklap. Fårup Sommerland er nemlig også kåret til Nordens bedste sommerland. Vi er naturligvis klar over, at priserne forpligter, så vi skal gøre os umage for, at du og din familie får en god oplevelse, når I besøger parken – det lover vi, at vi vil gøre alt for. Vi vil gøre os så umage, at skulle du give os en pris eller en karakter, når du forlader parken efter en lang og sjov dag i skoven – ja så ville du give os førstepladsen.