1.12.0.5516
Skip to the content

Information om Coronavirus / COVID-19

Opdateret d. 4. april 2020

 

Fårup flytter åbningen til d. 21. maj

Grundet denne ekstraordinære situation, som vi alle befinder os i, har vi valgt at udskyde åbningen af Fårup Sommerland til foreløbig d. 21. maj. Dermed er parken lukket sæsonens 8 første åbningsdage. Vi har i samme ombæring valgt at forlænges sæsonen med weekenden d. 26.  og 27. september af hensyn til vores sæsonkortholdere.

Hotel Fårup er naturligvis lukket for alle arrangementer indtil d. 13 april, og en stor del af vores medarbejdere arbejder hjemmefra og resten er inddelt i mindre hold. Vi følger naturligvis udviklingen og de anvisninger vi får fra relevante myndigheder og vurderer løbende, om vi skal revidere vores beslutninger om Hotel Fårup og sommerlandet.

Vi er meget kede af, at parken ikke åbner som planlagt, men sikkerheden for vores gæster og medarbejdere har højeste prioritet.

Vi følger udviklingen af COVID-19 tæt og vil informere jer her på hjemmesiden, hvis der sker ændringer. Vi forventer mange henvendelser i den kommende tid, og vi vil at besvare alle så hurtigt vi kan. Ved spørgsmål er I meget velkomne til at se nedenstående FAQ, hvor vi forsøger at imødekomme jeres spørgsmål. I er også meget velkomne til at sende en mail til info@faarup.dk.

Vi håber på jeres forståelse, og glæder os helt vildt til at skabe en masse minder med jer i parken igen – pas godt på jer selv og hinanden💚


Kærligst

Fårup Sommerland

 

FAQ

Åbner Fårup Sommerland med sikkerhed d. 21. maj?

Indtil videre så arbejder vi hen imod at åbne parken d. 21. maj og vi tager løbende myndighedernes udmeldinger med i vores betragtninger. Vi kan kun opfordre alle til at følge myndighedernes anvisninger, så vi alle hurtigst muligt kan vende tilbage til en nogenlunde normaliseret situation.

Hvordan påvirker beslutningen om at forbyde forsamlinger over fx 10 eller 100 personer?

Så længe at forbuddet om at forbyde forsamlinger på mere end 10 personer, så siger det sig selv at vi ikke kan åbne på en forsvarlig måde.

Men hvis det ændres til fx 100 eller 500 personer, så ved vi det ikke endnu, da det pt er usikkert hvordan forbuddet vil gælde i Fårup, hvor menneskerne jo er spredt ud over mange tusinder af kvadratmeter – både inden og -udendørs.

Vi arbejder derfor med forskellige tiltag for at begrænse hvor mange mennesker der samles på få kvadratmeter og for at øge den generelle hygiejne.


Hvad gør Fårup Sommerland for at minimere smitterisikoen?

Lige nu er Hotel Fårup lukket ned, mange af vores medarbejdere arbejder hjemmefra – og sæsonen med gæster i parken begynder først d. 21. maj, så smittespredningen i Fårup er på et minimum.


Hvad skal jeg som gæst tænke på, når jeg besøger parken?

De råd, der gælder i hele samfundet lige nu, gælder naturligvis også i Fårup Sommerland. Det vil sige god håndhygiejne, host og nys i ærmet, undgå tæt fysisk kontakt og undgå at besøge parken, hvis du føler dig syg. Vi kan henvise til Sundhedsstyrelsens anbefalinger for at beskytte dig selv og andre mod smitte: https://www.sst.dk/da/corona


Kan jeg få pengene tilbage hvis jeg har købt billet eller sæsonkort til Fårup?

Fårups almindelige salgs- og leveringsbetingelser er gældende. Læs dem lige her: https://shop.faarupsommerland.dk/da/side/handelsbetingelser

Skulle der opstå en situation hvor Fårup ikke kan åbne d. 21. maj, så vil alle der har en billet til de dage der ikke kan åbnes være gyldige til en valgfri dag frem til d. 1. juli.


Skal jeg betale fuld pris for et sæsonkort, når I først åbner d. 21. maj?

Ja, det skal du. Prisen for Sæsonkort ændres ikke. Vi forlænger dog sæsonen med en weekend i september (d. 26. og 27.) Vi håber på jeres forståelse, og at I stadig vil støtte Fårup ved sæsonkort-køb, trods den udskudte åbning.

Vi er kede af, at det er nødvendigt at holde Fårup Sommerland lukket sæsonens 8 første åbningsdage, men vi gør det af hensyn til vores gæster og medarbejders sikkerhed, og for at vi alle hurtigst muligt kan vende tilbage til en normaliseret situation.


Jeg har booket ophold på Fårup Hotel – kan jeg få mine penge retur?

Hvis du har valgt afbestillingsbeskyttelse, så kan du frit annullere jeres ophold hvis en af jer – eller i jeres nærmeste omgangskreds - bliver syge. Uanset hvor tæt på ankomst I annullerer.

Set i lyset af de usikkerheder som COVID-19 og arbejdet med at inddæmme den medfører, så er det muligt at ombooke ophold gratis. Ophold kan ombookes hvis man er syg, eller hvis nogen i ens nærmeste omgangskreds er syg, eller hvis myndighederne fraråder færden i større menneskemængder, eller hvis nogen i din gruppe tilhører en særlig risikogruppe, og derfor skal tage ekstra forholdsregler for at undgå smitte.

Ophold der ombookes kan kun ombookes til en anden periode i 2020. Såfremt opholdet flyttes til en dyrere periode, så betales differencen. Flyttes opholdet til en billigere periode, så får du naturligvis differencen udbetalt.


Er der MC-træf i forbindelse med åbningen d. 21. maj?

Vi har i år valgt af aflyse det årlige MC-træf for at markere åbningen af Fårup, da vi endnu ikke er sikre på om der kan komme restriktioner på antallet af gæster i parken.