Sæson 2016

Mette: "Stor beundring fra Aarhus til Fårup Sommerland!"

I sommerferien var jeg i Fårup Sommerland med min familie, og jeg må sige, at I virkelig har fat i den lange ende, hvad angår jeres personale: Deres evne til at udtrykke glæde, være brandets forlængede levende/glade arm og ikke mindst levere et sublimt serviceniveau. Alle UDEN undtagelse jeg mødte i "Fårup uniform" var smilende, professionelle, servicemindede, ægte, på forkant osv. Det var i sådan en grad, at alle i min familie lagde mærke til det.

Jeg har tænkt på det adskillige gange siden. Kæmpe, kæmpe stor ros. Sikke en kultur! Jeg synes, det er imponerende, at man kan have en flok af så unge mennesker, der alle har fælles fodslag og arbejdsglæde strålende ud af deres kroppe.

 

Anna-Maria: "Personalet er bare så venlige, høflige og smilende, så det skal I have stor ros for."

Så er ferien slut, og vi er startet på job igen. Min kollega og jeg snakkede om, hvad vi havde lavet - og sjovt nok havde vi begge været i Fårup Sommerland. Så her kommer alle roserne til jer: Rigtig hyggeligt, med mange forlystelser og steder, hvor man kan sidde og hygge sig og nyde sin mad. Priser på mad, slik, drikkevarer og is er helt ok - ikke så dyrt som i andre forlystelsesparker.

Personalet er bare så venlige, høflige og smilende, så det skal I have stor ros for. Det er ikke sidste gang, vi kommer hos jer. De er rigtig godt oplært ude hos jer med smil på læben.

 

Anja: "Tak fordi personalet er det mest serviceminded personale, jeg nogensinde har mødt."

Hvor var det fedt at besøge fx Lynet, hvor " kontrolmanden" hele dagen igennem var sjov, underholdende og oppe på mærkerne med en bemærkning eller to. Eller i pindsvinet hvor I tog jer tid til at snakke med alle, især de modige som turde køre selv. Hvor var det dog fantastisk at se. Eller hvis man på vejen mødte en af jeres ansatte - smilende og helt igennem venlige. Jeg kan nævne noget fra hvert sted, der bare var så fedt.

Det er ikke sidste gang, vi besøger jer, og det kan i helt klart takke jeres ansatte for.

 

Nadia: "Tusinde tak til alle for en FANTASTISK weekend."

Vi er meget positive over jeres serviceniveau - både i parken, men også på hotellet. I møder jeres kunder i øjenhøjde og med stort smil. I parken var de ansatte i højt humør, og især drengen som havde tjansen i orkanen, gav den fuld gas med smil, jokes og highfives. Når det så er sagt, så er det faktisk gældende for alle jeres ansatte.

Vi tjekkede ind senere på eftermiddagen og fik det fineste værelse. Børnene var helt vilde, da de så deres seng, og vores mindste dreng elskede Fårup Sommerland sengetøjet. Ja faktisk så meget, at vi købte det dagen efter. 😊 Jeres hotel er generelt gennemført. Vi benyttede os af jeres "fællesrum", og børnene benyttede legerummet om aftenen, og vi tror, at det skabte ligeså meget glæde som parken - næsten.

Personalet på hotellet var om nogen endnu mere smilende og meget børnevenlige.