Opskrifter til picnicen

Foråret, sommeren og sensommeren byder på lunere temperaturer og flere solskinstimer. Det betyder også, at det er tid til at finde picnickurven og tæppet frem og tage ud i det grønne eller på udflugt med hjemmebragte godter. Og uanset om det handler om en klapsammen eller en sandwich, smager den hjemmebragte mad bare bedre, når man er på tur.

Essensen af den perfekte picnic-mad er, at det skal være let at spise udendørs – og meget gerne være håndholdt mad, der er mulig at spise uden at være afhængig af at skulle sidde ved et bord.

Vi har her samlet en række med lækre opskrifter, som er helt ideelle til at tage med i picnickurven, hvad enten I skal en tur i sommerland, zoo eller en tur i parken eller på stranden.

 

Hjemmelavede friske forårsruller

Friske forårsruller smager dejligt og kan tilpasses efter familiens smagsløg. Vælg de grøntsager og evt. den slags kød, som I bedst kan lide. Nogle grøntsager egner sig dog bedre end andre, for at forårsrullen skal være let at spise ude i det fri. Vi kommer her med vores forslag til ingredienser til dine friske forårsruller (2 slags – én med rejer og én med kylling).

 

Du skal bruge:

Rispapir

Agurk i strimler

Gulerødder i strimler

Rød peberfrugt i strimler

Mango i strimler (til den med rejer)

Koriander

Spidskål, snittet

Tigerrejer (i hjemmelavet marinade)

Lime, saft til at dryppe over dit fyld

Avokado i strimler (til den med kylling)

Kyllingestrimler (i hjemmelavet marinade).

 

Marinade til rejer og kylling: Olivenolie med revet ingefær og friskpresset hvidløg. Det marinerede kød færdigsteges og køles lidt af, inden du starter med at lave dine ruller.

Skær grøntsagerne i tynde strimler, og hav et fad eller en dyb tallerken klar med koldt vand til dit rispapir.

Kom rispapiret ned i vandet i ca. 20-30 sekunder. Kom dit fyld på papiret og dryp med lidt limesaft.

Forårsrullen skal rulles stramt. Rul først én gang, og fold derefter både højre og venstre side ind til midten. Rul herefter pandekagen med fyld stramt sammen.

 

 

Foccacia med skinke og ost

Dej:

25 g gær

3 dl lunkent vand

1 spsk. olie

1 tsk. salt

1 dl fuldkornshvedemel

1 dl durummel

5,5 dl hvedemel

 

Fyld:

75 g kogte skinkestrimler

¾ dl tomatpuré

50 g revet ost

2-3 tsk. oregano

 

Start med at lave dejen først, da den skal hæve en time. Udrør gæren i vandet, og tilsæt olie og salt. Fuldkornsmel og durummel kommes i. Herefter røres hvedemel i lidt ad gangen. Gem lidt hvedemel til bordet, da dejen skal æltes godt på bordet. Dejen stilles herefter til hævning i en time.

Efter hævning deler du dejen i 12-14 stykker, afhængig af hvor store du ønsker dine foccasiaer. Rul dem til kugler, tryk dem flade, og lad de flade boller efterhæve i 15 minutter.

Lav små fordybninger i dejen med dine fingre. Smør tomatpuré ud på de flade boller, og kom herefter skinke, ost og oregano på. Bag foccasierne i ca. 15 minutter ved 250 grader. (230 ved varmluft).

 

 

Simpel, børnevenlig salat med vandmelon

Du skal bruge:

½ - 1 vandmelon (afhængig af størrelse)

Bredbladet persille

Puck Middelhavsost

 

Skær vandmeloner ud i små mundrette tern, og hak den bredbladede persille. Bland vandmelon og persille. Skær Puck-osten ud i tern, og mix den sammen med melon og persille. Salaten er klar til servering.

 

 

Pastasalat med fersken, feta og frisk spinat

Du skal bruge:

Frisk fuldkornspasta

Frisk spinat

Puck Middelhavsost

Ferskner

 

Kog den friske pasta i rigeligt, let saltet vand. Et tip er at klippe pastaen i mindre stykker, inden du koger den. Når pastaen er færdigkogt, skyl den i rigeligt med koldt vand. Vask spinaten grundigt, og bland den med pastaen. Skær ferskenerne ud i både, og bland dem sammen med pastasalaten. Skær Puck-osten i passende tern, og bland den til sidst i salaten.

 

 

Klassiske frikadeller med et twist på spyd

Du skal bruge:

500 g blandet hakket svine- og kalvekød

1 mellemstort revet løg

1 æg

3 spsk. mel

1-1,5 dl mælk

2 tsk. salt

1 tsk. peber

Hakket frisk persille

2-3 fintrevne gulerødder (afhængig af størrelse)

 

Bland frikadellefarsen, og tilsæt de fintrevne gulerødder og den hakkede friske persille. Form farsen til små frikadeller, og steg dem enten på en pande eller i ovnen. Når frikadellerne er færdigstegte, sættes de på et spyd, og de er nu klar til at komme med i picnickurven.