Arbejdspladsen Fårup Sommerland
I Fårup Sommerland bliver du en del af unik arbejsplads med en stor, ung medarbejderstab. Både på og uden for arbejdspladsen gør vi en indsats, for at give vores medarbejdere en så god sommer som mulig.
En social arbejdsplads
En væsentlig del af den gode stemning i Fårup Sommerland bygges op i de sociale arrangementer, der følger med som en naturlig del af ansættelsen. I løbet af sommeren afholdes flere personalefester, Pubcrawls, fællesspisninger og en fodboldturnering mod Djurs Sommerland og Tivoli Friheden. Her er der ideelle chancer for at få en sjov oplevelse samt at lære dine kolleger bedre at kende.
Andre arrangementer, som f.eks. fodboldlandskamp i 4D-biografen, dagstur til Liseberg og områdefester, fastlægges i løbet af sæsonen, og der er også mulighed for at låne et volley ball-net, så der kan dystes på Vestkystens hvide sandstrande.
Sidst men ikke mindst arrangerer festudvalget også årets store julefrokost, hvor medarbejderne, der efter sommeren spredes for alle vinde, kan nyde en god gang julemad og gense kolleger og venner.
Fårup Academy
Fårup Academy er først og fremmest kendt som skolen, hvor vi uddanner dig og dine kolleger.
Hvad Academy betyder for dig som medarbejder, finder du ud af, når du selv skal på seminar i forbindelse med opstarten til sæsonen. Det er nemlig obligatorisk for alle ansatte at gennemgå et opstartskursus inden sæsonstart i Fårup Sommerland, og i løbet af sæsonen vil du som medarbejder også stifte nærmere bekendtskab med Academy, når vores ’Træning i Praksis’-forløb går i gang.